Menu
• Indhold

100 kort til handling

 

100 kort til handling

- inspiration til din undervisning

”100 Kort til handling” er en samling metoder til brug i problemorienteret undervisning. Metoderne er valgt ud fra ønsket om at støtte elevernes arbejde med at finde løsninger på konkrete problemer gennem innovative processer, samarbejde og praktisk handling.

Fra problem til løsning
Metoderne er fordelt på fire faser - Svarende til en proces hvor eleven er med til at definere problemet, finde løsningen, teste og evaluere den.

De fire faser kaldes: SE, FIND, GØR og KAN.

Alle metoder er beskrevet med en kort tekst og et inspirationsbillede.
Sådan bruger du redskabet
”100 Kort til handling” er en metodesamling. Det er op til dig, at definere den faglige ramme for elevernes arbejde.

Du kan bruge ”100 Kort til handling” som inspiration til
- at bruge nye metoder i et eksisterende undervisningsforløb eller
- at planlægge et helt nyt undervisningsforløb eller projektarbejde

Et nyt undervisningsforløb kan du planlægge på forhånd eller du kan lade eleverne være med til at vælge arbejdsmetoder til de forskellige faser i et projekt. Det sidste er mest oplagt med de lidt ældre elever.

Sæt rammen
Før I går i gang med et nyt undervisningsforløb eller projekt, er det op til dig at definere den faglige ramme. Hvis du for eksempel vil arbejde med temaet affald, kunne emnet være ”Affaldssortering” og den fysiske og organisatoriske afgrænsning kunne være ”Skolens affaldssortering”.

Når den faglige ramme er sat, foreslår vi, at du sammen med klassen afdækker elevernes forforståelse. Spørg eleverne om hvad de ved om emnet og hvad de forestiller sig. Skriv svarene op på en planche og gem den, så I kan tage den frem når I er færdige med forløbet.

Målet er at få elevernes umiddelbare viden og forestillinger om emnet frem og ikke at lære dem, hvad der er rigtigt og forkert. Det skulle de gerne blive klogere på i løbet af processen.

Hent materialet
På Vestforbrændingens hjemmeside får du adgang til ”100 Kort til handling”. Du kan downloade kortene der hører til en enkelt fase – eller du kan downloade alle faser – inklusive introduktionen som én samlet pdf-fil.

De har også givet et eksempel på et undervisningsforløb med temaet ”Affald på skolen” – som du kan lade dig inspirere af.

Se - Grafik
 
Find - Grafik
 
Gør - Grafik
 
Kan - Grafik