RCE Danmark
RCE Danmark er et åbent fagligt netværk af forskere, embedsmænd, NGO'ere, undervisere og andre, der arbejder med at udvikle og praktisere Uddannelse for Bæredygtig Udvikling (UBU) i Danmark som led i FN's tiår for Education for Sustainable Development (2005-2014).
RCE står for 'Regional Center of Expertise'. Netværket er nu anerkendt af FN organisationen 'United Nations University' som RCE.
Alle organisationer og institutioner, der arbejder med UBU, er velkomne til at søge optagelse som partner. Hensigten er, at netværket vokser og skaber samarbejder på tværs af alle områder af uddannelse og folkeoplysning i Danmark.
Hvem?
Netværket koordineres af Danmarks Pædagogiske Universitetskole, AU, og modtager støtte fra Ministeriet for Børn og Undervisning og Videnskabsministeriet. RCE Denmark indgår samtidig i et internationalt netværk af RCE'ere med henblik på at udveksle erfaringer og viden indenfor 'Education for Sustainable Development'.
Vision
RCE-Danmark er et nationalt og internationalt kraftcenter for praksisnær forskning og udvikling indenfor Uddannelse for Bæredygtig Udvikling (UBU).
I Danmark har vi særlige politiske og pædagogiske traditioner, som kan give et RCE-Danmark en markant profil og rolle globalt. For begge traditioner er demokratisk deltagelse et nøglebegreb. Vi tager afsæt i - og bygger videre på - disse traditioner for deltagelse og læring. RCE-Danmark vil udvikle UBU med vægt på:
- Målgruppers kompetence til demokratisk deltagelse som forudsætning for læring og udformning af bæredygtige udviklingsspor
- Bæredygtig udvikling som en samfundsmæssig, systemisk-teknologisk og individuel transformativ læreproces.
RCE-Danmark skal være et åbent, dynamisk, innovativt netværk på tværs af universiteter, uddannelsessteder, folkeoplysende foreninger, virksomheder, lokale og regionale myndigheder, offentlige institutioner, forsyningstjenester, museer og andre, som arbejder med UBU. Gennem løbende koordinering, tværgående arrangementer og konkrete samarbejdsprojekter¬ vil vi styrke det produktive samspil mellem teori og praksis.
Vi arbejder således både for innovation og kvalitetsløft i praksis og for at udvikle praktisk nyttig teori, der kan hjælpe med at klargøre, hvordan UBU bedst kan forstås, udvikles og praktiseres.
RCE-Danmark bliver altså en affyringsrampe for eksperimenter, udvikling og læring forankret i praksis. Der bliver tale om interaktiv forskning, hvor forskningen i UBU bringes i nærkontakt med den daglige praksis og praktikerne bringes ud af deres vaneforestillinger.
Af hensyn til platformens dynamik arbejder vi ikke ud fra en fast definition af bæredygtig udvikling eller uddannelse for bæredygtig udvikling, tværtimod anser vi det for en kvalitet at skabe muligheder for, at de forskellige opfattelser heraf kan mødes. Samtidig prioriterer vi dog de globale miljørisici, ikke mindst klimaforandringer, højt i vores arbejde.
Desuden ser vi RCE-Danmark som led i en historisk udvikling fra et pædagogisk fokus på naturfagsundervisning til et fokus på miljøpædagogik og videre mod et fokus på uddannelse og læring i relation til bæredygtig udvikling. Det er det sidste skridt heri, som er sat på dagsordenen med FN’s tiår for UBU, og som netværket primært vil bidrage til.

Om
RCE Danmarks hjemmeside hos DPU
RCE Danmark - forside
Deltagere i RCE Danmark
Projekter
Materialer og publikationer
Kontakt RCE Danmark
RCE Danmarks årsmøde 2012